Styr på landmandens virtuelle skrivebord
Der er langt fra Morten Korchs husmands-idyl til moderne landbrugsproduktion. I dag er en bedrift en højteknologisk arbejdsplads med informations- og kommunikationsteknologi i svinestalden, på traktorerne - og på landmandens pc på kontoret. Landmanden kommunikerer elektronisk med sin landbrugskonsulent, med landscentrene og med sine samarbejdspartnere - eksempelvis aftagerne af hans landbrugsprodukter.
Men opsamling og distribution af viden kunne godt være endnu mere effektiv inden for landbruget - og det hænger sammen med, at der er alt for mange proprietære systemer, der ikke taler sammen. Desuden er det en udfordring, et landmanden hele tiden er "mobil" og ikke sidder ved et skrivebord med en pc foran sig.
Det vil Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret i Skejby, gerne gøre noget ved, så støttet af Højteknologifonden har man startet projekt 'Det Virtuelle Skrivebord." Her deltager CISS, ISIS Katrinebjerg og Syddansk Universitet sammen med det højteknologiske netværk KomIalt.
Skrivebordet er mobilt "I den forbindelse har vi ansat en ph.d.-studerende, Kim Christensen, der skal se på, hvordan man får de forskellige typer indlejret software til at kommunikere bedre med hinanden. Det er et stort projekt, for det kræver en ændring af den grundlæggende softwarearkitektur i hvert enkelt modul," forklarer vicedirektør i CISS, lektor Arne Skou.
Oplysningerne skal også gøres tilgængelige for landmanden der, hvor han har brug for dem - og på det medie, der nu er nemmest at arbejde med. Afdelingsleder Peter Enevoldsen, Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret, drømmer om, at landmandens virtuelle skrivebord i realiteten altid er der for ham.
"Forestil dig, at landmanden står ude i sin hvedemark. Via GPS er 'systemet' klar over, at det er her, han befinder sig. Det betyder, at selv om han i princippet skal have adgang til al information, er det nok først og fremmest info om hvedemarken, han ønsker. Derfor vil det være en fordel, at han kan trække oplysninger om eksempelvis kommende skadedyrsangreb - og måske få gode råd om bekæmpelse - fra sit rådgivningscenter," forklarer Peter Enevoldsen
Beslutningsstøtte Det moderne landbrug benytter sig allerede af klimastyringsanlæg, vejrstationer, varslingsanlæg og så videre. Landscentret drømmer om at kunne udvikle disse systemer og gøre dem mere aktive, så de kan fungere som beslutningsstøtte for landmanden. Derfor er Peter Enevoldsen også glad for at have fået CISS med i projektet.
"Noget af det, 'vores' ph.d.-studerende hos CISS skal se på, er workflow; altså hvordan landmanden på det rette sted får adgang til den relevante information om bedriftens arbejdsgange. Her er det en fordel at have et center som CISS med, fordi vi kan trække på den brede viden og høje kompetence, som centret besidder," påpeger Peter Enevoldsen, der ser en stor fordel i, at CISS allerede kender til området - blandt andet via klimastyringsprojektet med Skov A/S.
Ph.d.-studerende Kim Christensens faglige vejleder er lektor Lone Leth, Institut for Datalogi. Projektet startede i oktober 2006 og skal løbe over tre år.
|
|