Vision blev til mangeårigt samarbejde


Gennem næsten et årti har virksomheden Skov samarbejdet tæt med CISS om både store og små projekter og udfordringer. Gennem årene har mange projekttyper og metoder været testet af, og Skov har modtaget hjælp til en lang række af de udfordringer, der løbende er opstået.

Skov, en mellemstor dansk virksomhed beliggende i Glyngøre, er førende på det internationale marked for klimastyring og produktionsovervågning til husdyrhold, typisk svin og fjerkræ. Virksomheden udvikler, producerer og markedsfører en række færdige systemer og delkomponenter til både ventilationsanlæg, staldluftrensning og produktionsstyring. Det danske marked for den slags produkter er stagnerende, og derfor satses der i  øjeblikket stærkt på Asien, hvor befolkningstilvækst og stigende levestandard fører til kraftige udvidelser i landbrugssektoren. Derudover er Skov massivt til stede i Øst- og Vesteuropa.

Ville samarbejde mere
»Da jeg blev ansat hos Skov, havde jeg en drøm om, at vi kunne opnå en hel masse ved at øge samarbejdet med vidensinstitutioner,« fortæller Martin Riisgaard-Jensen, som er ansvarlig for videnskabelige samarbejdsprojekter hos Skov. »Vi havde nogle idéer på tegnebrættet, men manglede kompetencerne til at teste dem af og realisere dem. Sådan kom CISS ind i billedet. En af fordelene ved at samarbejde med CISS er  de fleksible muligheder for at vælge model for samarbejdet og for at justere størrelsen på det enkelte projekt. En af styrkerne hos CISS er evnen til at kombinere en kommerciel tankegang med en stor, specialiseret  viden.«

Det første samarbejde mellem Skov og CISS blev et ph.d.-projekt med fokus på, hvordan dyrs adfærd kan anvendes som en slags sensorer, der fortæller om bestandens generelle helbredstilstand. F.eks. kan mængden af vand, der bliver drukket, fortælle om potentielle helbredsproblemer hos fjerkræ i god tid inden, der bliver et reelt problem. Det første ph.d.-projekt førte til endnu et, som fokuserede på test af Skovs systemer, en  spidskompetence på CISS, og siden har en lang række ph.d.'er hjulpet Skov med projekter, som også har bidraget til forskningen.

Det ene projekt tog det andet
»De første gange, vi samarbejdede med CISS, lærte vi en masse om, hvordan sådan et samarbejde fungerer bedst. På den måde kom vores fælles erfaringer til at danne grundlag for det senere samarbejde, « fortæller Martin Riisgaard-Jensen. »Det var befordrende for, at vi kunne fortsætte samarbejdet under mange andre former. Vi deltager f.eks. ofte i seminarer og workshops arrangeret af CISS og har deltaget i en lang række  projekter om f.eks. certificering eller testudstyr. Det har både været EU-projekter og andre i mindre skala. Det er svært at huske de enkelte projekter fra hinanden, for på en måde har samarbejdet fungeret som en  fortløbende proces.«

I øjeblikket samarbejder Skov og CISS om et projekt, der har til formål at optimere leveringsdagen af kyllinger. Det er en kompleks udfordring, som bl.a. omfatter præcis vejning og foderstyring, så kyllingerne kommer til  at veje så tæt som muligt på de 750 gram, de er bestilt til. Det er meget værd for producenten at kunne forudsige datoen for, hvornår den gennemsnitlige størrelse kommer tættest på det ønskede.

»Det projekt kom lynhurtigt i stand. Når vi står med sådan en udfordring, ringer vi ofte til CISS, og så plejer vi at finde en måde, hvorpå samarbejdet kan strikkes sammen. Ind imellem rammer vi ned i noget, som  forskerne allerede er i gang med at kigge på. Og har man ikke ekspertisen på CISS, kan der som regel henvises til et andet institut eller et andet universitet, som har,« siger Martin Riisgaard-Jensen.

Skov samarbejder derfor også ofte med andre vidensinstitutioner end Aalborg Universitet, men har særligt glæde af CISS, når der skal findes produktspecifikke løsninger.

Systemet må ikke gå ned

Seneste skud på projekt-stammen er et samarbejde om videreudvikling af den software, som Skov anvender i sine systemer til styring af temperaturer, luftfugtighed, udluftning, fodring osv. i stalde. Brugerne er dybt  afhængige af, at Skovs systemer er pålidelige, for mange hundrede dyrs velfærd er afhængig af korrekt styring af alle de elementer, der skal sikre deres velbefindende. Derfor må systemet ikke gå ned.

Det projekt, som CISS arbejder med for Skov lige nu, har derfor til formål at sikre behandlingen af data og skabe metoder for konstante målinger af systemets "sundhed". Bl.a. håber man at finde metoder for  selvdiagnosticering og -reparation. I den forbindelse har en ph.d.- studerende fra CISS arbejdet hos Skov gennem et halvt år. Arbejdet er delvist finansieret af EU gennem projektet RECOMP.

 

Billede: Colourbox