Vi har indlejret software overalt!
Indlejret software er i dag en så integreret del af hverdagen, at de færreste af os tænker over det, når vi bruger den.
"Det globale marked for intelligente indlejrede systemer er stærkt voksende. Man forventer, at det er vokset fra 279 milliarder kroner i 2004 til 536 milliarder i 2009," fortæller professor Kim Guldstrand Larsen, der er direktør for CISS.
At produkter med intelligent indlejret software har en konkurrencefordel, er der ingen tvivl om. Den største udfordring for en virksomhed eksempelvis i Danmark er, at de fleste af de produkter, der produceres, vil kunne kopieres - og sikkert også bliver det - et sted i Østen, hvor man kan producere det samme produkt til en brøkdel af prisen i Danmark. Vil man undgå det, er en af vejene at sørge for at få puttet noget intelligens og højteknologisk viden ind i produkterne. Det gør produktet sværere at kopiere.
Processor på pumperne
Grundfos er en af de virksomheder, der benytter intelligent indlejret software i deres produkter.
"Hvis man har en varmtvandsbeholder derhjemme, så tænker de færreste sikkert over, at der inde i Grundfos-cirkulations-pumpen sidder en processor, der styrer tryk og flow, samt varetager kommunikation med fjernbetjeningen. Også i moderne oliefyr er der indlejret software - og i stadig stigende omfang i biler. De har ABS-bremser - og de mere moderne har et selv-diagnosticeringssystem, så automekanikeren bare skal spørge bilen ved hjælp af et måleapparat, hvad den fejler," forklarer lektor Henrik Schiøler fra CISS. Han fortsætter:
"Pacemakeren har indlejret software - og mobiltelefonen. Tænk på alle de funktioner, den har, der intet har med telefoni at gøre - flere af dem er indlejret software. Kaffeautomater, pulsure, satellitter... Vi har indlejret software overalt!"
Holder øje med de syge
Der er slet ikke nogen, der hverken vil eller tør spå om, hvor det hele ender med den intelligente indlejrede software. For vi har uden tvivl kun set begyndelsen. Men Henrik Schiøler er ikke kun begejstret:
"Med indlejret software skaber vi i mange tilfælde et behov. Hver gang der kommer en ny og mere avanceret mobiltelefon, ville de teknikglade - og teenagerne - jo have den seneste model. Det er naturligvis en fordel for producenterne, men..." funderer Henrik Schiøler og fortsætter så:
"Omvendt så løser indlejret software inden for eksempelvis healthcare en masse nyttige opgaver. Det er ved at blive stadig mere almindeligt at kunne fjernovervåge kronisk syge patienter. Home Automation er et andet eksempel. For eksempel er det smart, hvis brandalarmen i kælderen giver dit vækkeur besked, hvis den opdager røg om natten."
|