Millioner afsat til nyt netværk for mobile systemer


I alt 4 mio. kr. er tildelt Aalborg Universitetet (AAU) og Teknologisk Institut til formidling af viden om mobil teknologi gennem det højteknologiske netværk ’Mobile Systems’. Netværket, der bl.a. inddrager forskere fra AAUs Center for Indlejrede Software Systemer (CISS) og Center for TeleInFrastruktur (CTIF), skal virke som katalysator for udviklingen ved at skabe stærke bånd og synergier mellem virksomheder og forskningsmiljøer, og målet er at sikre, at Danmark kan blive ved med at skabe og udnytte den nyeste mobilteknologi.

Netværket er søsat af Videnskabsministeriet og er ét af i alt 7 nye højteknologiske netværk inden for bioteknologi, nanoteknologi og informations- og kommunikationsteknologi (IKT).

Et særligt kendetegn bliver tværfagligheden, siger professor Kim G. Larsen, CISS: - Mobilforskning er meget mere end forskning i trådløs overførsel af billede og lyd. De to centre i netværket forsker i alle aspekter vedrørende udvikling og anvendelse af mobilteknologien, lige fra radiobølgers udbredelsesforhold til hvordan teknologien kan bruges til at tilbyde nye mobiltjenester. Vi har et helt unikt miljø og en enestående blanding af IKT-kompetencer i netværket.

Ud over de to centre fra AAU består netværket af forskere fra Institut for Datalogi samt forskere og formidlere fra Teknologisk Institut. I netværkets styregrupper deltager desuden Siemens Mobile Phone Development A/S, Sonofon og Terma A/S samt ingeniørhøjskolerne i Århus, Herning og København.

 

Pressemeddelelse Mobile Systems.pdf (68 KB)