Forsknings- og samarbejdsprojekter Forskningsområder Kalender Nyheder og formidling Om CISS Kontakt
Du er her: Home Nyheder og formidling Nyheder Arkiv 2005
UK
Nyheder og formidlingNyheder Jubilæumsskrift Ældre publikationer Download logo

CISS med til at skabe jobs og omsætning


PRESSEMEDDELELSE

 

Selv om CISS ikke fik mulighed for at komme i betragtning til nogle af de nordjyske vækstmidler, kan centret alligevel glæde sig: De får nemlig ros i en ny evaluering!

 

Sammen med de andre kompetencecentre fra Den Jysk-fynske It-satsning får CISS ros for at være gode til at samarbejde med virksomheder. Det sker i en dug-frisk midtvejsevaluering, som et uafhængigt konsulentfirma har lavet for Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling.


I forbindelse med evalueringen har konsulentfirmaet blandt andet spurgt en række virksomheder om deres erfaringer med at samarbejde med kompetencecentrene. Omkring 90 procent af virksomhederne svarer, at de forventer, at samarbejdet vil styrke deres konkurrenceevne - og hver tredje virksomhed forventer øget beskæftigelse som følge af de projekter, de har været med i.

 

Det er direktør for CISS, professor Kim Guldstrand Larsen glad for. - Det beviser jo, at de 175 millioner kroner, som staten bevilgede i 2002 til Den Jysk-fynske It-satsning har været givet godt ud. Og set med regionale briller er det især værd at bemærke, at hver tredje virksomhed, der laver projekter sammen med os, regner med at kunne ansætte flere folk. Set i det lys er det en skam, at CISS ikke har haft mulighed for at komme i betragtning til nogle af 200 millioner kroner, som regeringen har givet til Nordjylland, og som det nordjyske Vækstforum har fordelt, påpeger Kim Guldstrand Larsen.

 

Får valuta for pengene


- CISS er støttet af såvel Nordjyllands Amt som Aalborg Kommune - og jeg er overbevist om, at det offentlige i dag ikke går ind og støtter noget, med mindre de har en begrundet forventning om at kunne få "valuta for pengene". Så meget desto mere glædeligt er det, at midtvejsevalueringen, der udkom i går, viser, at vi gør det, vi er blevet sat i verden til - og gør det godt, understreger Kim Guldstrand Larsen og fortsætter:- Evalueringen viser blandt andet, at vi er i stand til at styrke medarbejdernes kompetencer - og til, via samarbejde mellem forskere og virksomheder, både at forbedre virksomhedernes produkter og at forkorte og effektivisere udviklings- og produktionsfasen.

 

Foran "virksomheds-budgettet"


Her, to et halvt år efter starten, har CISS etableret samarbejde med en lang række mindre og større virksomheder - både i regionen og uden for amtsgrænserne. Blandt de virksomheder, som CISS samarbejder med for tiden, kan nævnes Aalborg Industries og Novo Nordisk. CISS var også både en af parterne bag - og medfinansierende på - det projekt omkring målrettede informationer på mobiltelefonen, som it-virksomheden Blip Systems og reklamebureauet N'volve fra Aalborg er med i - og som var omtalt i NORDJYSKE den 9. oktober.- Fra starten har der været opstillet en række succeskriterier for Den Jysk-fynske It-satsning. Blandt andet er der sat tal på, hvor mange virksomheder, vi i CISS skulle samarbejde med på nuværende tidspunkt. Det tal er vi allerede langt over, og der starter hele tiden spændende nye samarbejdsprojekter med nye virksomheder, slår Kim Guldstrand Larsen fast.

 

Den Jysk-fynske It-satsning løber til udgangen af 2006.
- Men midtvejsevalueringen peger på nødvendigheden af, at vi viderefører det positive samarbejde mellem forskere og erhvervsliv efter 2006. Derfor håber jeg på en tilkendegivelse fra regionens politikere og erhvervsliv om, at det arbejde, der udføres i CISS-regi, kan styrkes og videreføres fremover, understreger Kim Guldstrand Larsen.

 

   
 

CISS
Selma Lagerlöfs Vej 300
DK-9220 Aalborg Ø
Tlf: +45 99 40 72 20
E-mail: info@ciss.dk


© 2005-2014 CISS

Sitemap
Siteindex