CISS sætter fokus på miljøet
Grøn IT, reducering af elforbruget i airconditionanlæg og regulering af produktionen på landets kraftværker, så de tilpasses behovet. CISS deltager i en række projekter og initiativer, der har til formål at gavne miljørigtigt energiforbrug og –produktion. Seneste skud på stammen handler om at sænke energiforbruget i private hjem.
I samarbejde med ISIS Katrinebjerg, CSI og en række private og offentlige organisationer har CISS netop igangsat et nyt forskningsprojekt, der har til formål at gøre det let for forbrugerne at kontrollere de mange forskellige trådløse teknologier, der findes i private hjem – og dermed skabe besparelser for forbrugeren og gavne miljøet.
’Home Port’, som projektet hedder, har som mål at udvikle en prototype på en kontrolenhed, der vil kunne styre en række separate trådløse systemer. Det vil gøre det let og effektivt for forbrugeren at styre husholdningens energiforbrug – f.eks. ved at man ved et tryk på en enkelt knap kan slukke for alle elektriske apparater og skrue ned for varmen, eller ved at man kan sætte vaskemaskinen eller andre strømforbrugende apparater til at starte på de tidspunkter på døgnet, hvor elektriciteten er billigst at producere.
De første skridt på vejen er at gøre de mange forskellige trådløse apparater i stand til at kommunikere med én fælles kontrolenhed – og at gøre enheden let at betjene, så den kan benyttes af helt almindelige forbrugere. Det er de ting, der forhåbentlig ligger klar til brug i februar 2010, når Home Port-projektet afsluttes.
Læs mere om projektet her. |