Forsknings- og samarbejdsprojekter Forskningsområder Kalender Nyheder og formidling Om CISS Kontakt
Du er her: Home Nyheder og formidling Nyheder CISS i stort EU-projekt om automation
UK
Nyheder og formidlingNyheder Jubilæumsskrift Ældre publikationer Download logo

CISS i stort EU-projekt om automation


Stort europæisk projekt skal bygge oven på resultater fra TotalFlex-projektet.

Den 1. marts 2013 blev Europas største forskningsprojekt om automation - Arrowhead-projektet - sat i gang. Projektet skal demonstrere, hvorledes systemer med indlejret software i en række brancher kan samarbejde for at optimere energiforbrug – og dele af projektet vil bygge på resultater fra TotalFlex, hvor CISS er kernepartner.

Lektor ved Center for Indlejrede Software Systemer på Aalborg Universitet, Arne Skou, fortæller:

”En del af TotalFlex går ud på, at vi skal lave en demonstrator af det fleksible virtuelle elmarked og elforbrug ved at installere teknologierne i en række huse. Den demonstratordel får vi mulighed for at udvide i Arrowhead, hvor vi skal undersøge, om vores ideer om det fleksible virtuelle elmarked kan anvendes inden for andre ’domæner’ som produktion, smart cities og elbilmarkedet og derved dels gøre en række forskellige enheder i stand til at kommunikere med hinanden, og dels formindske energiforbruget i alle de forskellige domæner.”

Fra TotalFlex deltager ud over AAU (Institut for Datalogi ved CISS og DAISY og Institut for Energiteknik) også Neogrid Technologies og Zensehome samt aalborgensiske Seluxit ApS og den københavnske procesoptimeringsvirksomhed CORE A/S i Arrowhead. ”Lykkes det for os at vise, at principperne fra TotalFlex kan anvendes i et bredere energimarked og bidrage til at koble de forskellige domæner sammen, vil der jo ligge et kæmpe potentiale. Samtidig er projektet i sig selv – med op mod 80 aktører – et godt sted at få synliggjort resultaterne fra TotalFlex,” siger Arne Skou.

Kommunikation på tværs

”Ideen med Arrowhead er at lave en fælles platform for de forskellige domæner eller brancher, så man gør det nemt at udvikle nye services eller arkitekturer, hvor indlejrede systemer indgår. Tidligere har man fx i produktionsautomation haft en måde at lave it-services på, og en anden måde i elbilbranchen. Ideen er, at man med en fælles platform undgår at skulle opfinde den dybe tallerken, hver gang man vil lave en ny service inden for en af brancherne, og samtidig gør man de forskellige systemer i stand til at kommunikere om fx nuværende og fremtidigt elforbrug eller –udbud,” siger Arne Skou.

Forestil dig fx, at du har været ved at lade din elbil på vej hjem fra arbejde, men ikke har fået ladet den helt op. Systemerne vil så kunne tale sammen, så din ladestation hjemme ved, hvor meget bilen vil skulle oplade – og den viden kan igen anvendes til at forudsige husstandens elforbrug i det næste døgn og derved planlægge, hvornår bilen skal lades, for at anvende den billigste og/eller mest grønne el. Kan disse principper skaleres op og anvendes på store fabrikker, eller endda samspillet mellem fabrikker, byer og private husholdninger, er der enorme besparelser at hente – både økonomisk og for miljøet.

Læs mere om Arrowhead på projektets hjemmeside www.arrowhead.eu

 


 

CISS
Selma Lagerlöfs Vej 300
DK-9220 Aalborg Ø
Tlf: +45 99 40 72 20
E-mail: info@ciss.dk


© 2005-2014 CISS

Sitemap
Siteindex