Skal udvikle intelligent energistyring til it


Det EU-støttede forskningsprojekt SENSATION skal hjælpe virksomheder til at udvikle indlejrede systemer, der bruger mindre strøm - blandt andet fordi de er programmeret til at være mest aktive, når de fx kan høste energi fra solceller.

Vi har alle prøvet at sidde med en mobiltelefon, der var løbet tør for strøm, netop som vi skulle bruge den.

- Men prøv at forestille dig, at din mobiltelefon aldrig løb tør for strøm, fordi den var programmeret til at høste strøm fra energien i omgivelserne – for eksempel kinetisk energi, altså når vi bevæger os, forklarer professor Kim Guldstrand Larsen, direktør for Center for Indlejrede Software Systemer (CISS).

Han og centret står i spidsen for det nye treårige EU-støttede forskningsprojekt SENSATION (Self Energy-Supporting Autonomous Computation). Formålet er at udvikle løsninger, der optimerer strømforbruget i indlejrede systemer – fra pacemakere over sensornetværk i trafiklys til satellitter.

- Vores it er i dag meget intelligent, men også meget energiforbrugende. Og jo mere intelligens vi putter ind i vores løsninger, desto mere energi kræver det. Se bare på vores smartphones. Hvordan planlægger vi, så vores løsninger er mest aktive, når der er mest optimal adgang til eksterne energikilder, spørger Kim Guldstrand Larsen.

Mindre strøm – flere fejl

Det er ikke uden konsekvenser at begynde at pille ved strømforbruget i vores it-systemer.

Professor Kim Guldstrand Larsen: Vores it er i dag meget intelligent, men også meget energiforbrugende. - Når vi skruer så langt ned for strømmen, som vi forventer at gøre her, holder vores it-systemer op med at levere forudsigelige løsninger, som vi ellers er mere eller mindre vant til. Vi skal forvente, at de begynder at regne forkert – ganske vist yderst sjældent, men alligevel. Og her skal vi gøre op med os selv, hvor stor en fejlmargen vi vil acceptere i det enkelte system, forklarer Kim Guldstrand Larsen.

En løsning kan være redundans; altså at man gentager den pågældende beregning for at sikre sig, at man får det samme resultat hver gang. Det er noget af det, deltagerne i SENSATION-projektet skal afprøve over de kommende tre år. Blandt deltagerne finder man en af verdens største producenter af mikroprocessorer, ST Microelectronics. En anden er nordjyske GomSpace, der blandt andet udvikler nano-satellitter.

Langtidsholdbare satellitter

- Vores satellitter er udstyret med solceller, der laver strøm, når satellitten, befinder sig på solsiden, og som lagrer overskydende strøm i nogle batterier til senere brug, når satellitten befinder sig i mørke. På grund af størrelsen på vores satellitter – den mest populære er på størrelse med en karton mælk – er der naturlige begrænsninger for, hvor store solpaneler vi kan montere. Desuden taber batterier kraft med tiden; det kender vi fra mobiltelefonen. Så vi håber, SENSATION-projektet kan hjælpe os til en mere intelligent strømstyring, der kan gøre vores satellitter mere langtidsholdbare, forklarer chief operating officer Peter Bak fra GomSpace.

Satellitchefen lægger vægt på, at han og kollegerne er i godt selskab i projektet:

- Bag SENSATION står et konsortium af nogle af de skarpeste hjerner i Europa – universiteter og virksomheder – med Aalborg Universitet i spidsen. Som deltager får GomSpace derfor en unik adgang til forskning og viden, der kan styrke vores produkter.

For projektets leder er der ingen tvivl om, at der er et stort markedspotentiale for strømbesparende indlejret teknologi:

- Derfor er der også mange, der beskæftiger sig med grøn teknologi. Men med SENSATION-projektet løfter vi lige overliggeren ved at forsøge at anvende helt nye teknikker til at optimere strømforbruget, påpeger Kim Guldstrand Larsen.

Yderligere oplysninger:

• Læs mere om SENSATION.
• Professor Kim Guldstrand Larsen, CISS, mobil 2217 1159.
• COO Peter Bak, GomSpace, mobil 4010 2331.

Kilde: Nyt fra AAU
Læs også omtale fra Elektronik og Data her